Både patient og sygeplejerske bliver klædt bedre på til samtalen

Hjerterehabiliteringspatienterne udfylder forud for mødet med sygeplejersken et skema med oplysninger om det fysiske og mentale helbred, symptomer, helbredsrelateret livskvalitet, funktionsniveau og kost. Ud fra patientens svar får områderne en farvekode, der guider sygeplejerskerne mod områder, som patienten ønsker, der skal fokuseres på i samtalen. 

Vi er mere klar, og de er mere klar.

Patienter med blodprop i hjertet, ballon-udvidelse, by-pass- eller hjerteklapopererede har siden maj sammen med indkaldelse til samtale i ambulatoriet fået tilsendt et spørgeskema. Skemaet er udviklet af en tværregional arbejdsgruppe under PRO-sekretariatet, Sundhedsdatastyrelsen. PRO står for PatientRapporterede Oplysninger, og formålet er at få fokus på den enkeltes behov i mødet med sundhedsvæsenet.

Og det gør det også, hvis man spørger Tove Bønkel Hanghøj, sygeplejerske og hjerterehabiliteringskoordinator og Camilla Randa Adriansen, sygeplejerske, Afdeling for Hjerte- og Hormonsygdomme.

- Med skemaet bliver både patienten og vi bedre forberedt, og samtalen bliver mere målrettet og individuelt. Det støtter den dialog, vi skal have, siger Tove Bønkel Hanghøj.

Sygeplejerskerne Camilla Adriansen og Tove Bønkel Hanghøj

Individualiseret inddragelse

I skemaet udfylder patienten maks. 3 dage før samtalen spørgsmål om det fysiske og mentale helbred, symptomer, helbredsrelateret livskvalitet, funktionsniveau og kost. Ud fra patientens svar får områderne en farvekode, der guider sygeplejerskerne mod områder, der skal fokuseres på i samtalen. Røde svar kræver opmærksomhed, gule svar kan kræve opmærksomhed og grønne svar kræver ikke opmærksomhed.

- Det viser os, hvad der fylder hos patienten og, hvad vi skal fokusere særligt på i samtalen, siger Tove.

Det er ikke forbi, at skemaet bringer nye emner ind i samtalen i forhold til tidligere, men besvarelserne gør, at samtalerne kan starte et andet sted.

- Spørgeskemaet forbereder også patienter på, hvad vi skal tale om. Tidligere var nogle i tvivl om, hvad vi egentlig skulle tale om. Nu bliver de på forhånd ledt rundt i emnerne og kan forberede sig og bedre reflektere over deres svar, og hvad der fylder hos dem, siger Camilla Randa Adriansen.

- Inden patienten kommer, kigger vi på besvarelsen og gør os nogle tanker om, hvad vi skal tale om, så det gør, at jeg føler mig bedre forberedt, siger Tove. Det kan eks. være, at spørgsmålet ”ved hvordan medicin virker” boner ud i rødt eller det halter med søvnkvaliteten.

Giver en synlig åbning

Mere end 100 patienter i ambulatoriet har brugt skemaet, og svarprocenten ligger på 96-97%.

- Det er en god måde at medinddrage patienten på. De vil ofte gerne forklare og uddybe, hvad de har svaret. Det bliver et samarbejde, og oplysningerne på skærmen bliver en fælles sag, vi skal løse. Før kunne vi godt bruge 10 minutter på at spore os ind på et emne og relevansen for patienten, men med skemaet får vi en åbning også ind til de emner, der er svære,  siger Camilla.

Det er individuelt, hvad der fylder hos patienten, men svarene fra skemaet er der på forhånd taget hul på emnerne. Patienterne kan eks. angive, om der er behov for at tale om seksualitet. Noget der måske ellers ike ville fylde meget, hvis patienten er en 77-årig mand.

Et værktøj til kvalitetsudvikling

Der pågår i øjeblikket en afdækning af hvorvidt PRO kan anvendes til andre sygdomsområder ligesom der arbejdes på at patientens rapportering kan følge vedkommende, når denne fortsætter forløbet i de kommunale sundhedscentre. Det vil kunne benyttes i klarlægning af effekt – om vi som sundhedssystem er lykkedes – samt kvalitetsudvikling og forskning.

 

Spørgeskemaet består af en række validerede instrumenter og ad hoc spørgsmål, som omhandler bl.a.:

  • Hjerteproblemer og helbred
  • Brystsmerter
  • Hukommelse og koncentration
  • Trivsel, angst og depression
  • Samvær og netværk
  • Samliv og seksuel aktivitet
  • Håndtering af hjertesygdom
  • Fysisk aktivitet
  • Rygning og alkohol
  • Kost

Eksempel på PRO skema

Kontaktperson: Tove Bønkel Hanghøj, hjerterehabiliteringskoordinator/sygeplejerske. Mail : tove.hanghoej@rn.dk

 

 

 

Opdateret